KØREKORT
For at få udstedt eller fornyet kørekort, skal man til helbredsundersøgelse. Undersøgelsen dækkes ikke af Sygesikringen, dvs. man skal betale selv.
Briller og kontaktlinser
Bruger man kontaktlinser, skal disse medbringes samt nødvendigt udstyr, så de kan tages ud i forbindelse med undersøgelsen. Synet skal nemlig testes med og uden korrektion. Bruges briller under kørslen, skal disse også medbringes.
Kørekort og diabetes
Den største trafiksikkerhedsmæssige risiko ved diabetes er lavt blodsukker (hypoglykæmi). Lavt blodsukker kan være en bivirkning til behandlingen af diabetes og ikke en del af diabetessygdommen i sig selv. Ikke alle diabetesmidler forårsager lavt blodsukker, og vi vil så vidt muligt undgå disse i behandlingen af sukkersygen, hvis man som patient har et ønske om at blive ved med at køre bil.
I forbindelse med erhvervelse af kørekort skal man udfylde en særlig attest, der omhandler diabetessygdommen, hvis man behandles med medicin, som kan forårsage lavt blodsukker.
Kørsel og alkoholmisbrug
Alkohol udgør fortsat en meget betydelig risiko i trafikken. Overordnet set er fortsat kørsel uforenelig med et samtidigt misbrug af alkohol. Hvis vi som læger får mistanke eller viden om, at en patient har et misbrugsproblem, er vi forpligtede til at kontakte myndighederne.
Kørekort og stoffer
Narkotika/euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer kan påvirke føreregnetheden på forskellig måde. For hash og andre former for narkotika er der en lovgivningsmæssig nultolerance under kørsel. Hvis der foreligger et varigt forbrug, selv om stoffet/stofferne ikke bruges i forbindelse med kørsel, er der en sandsynlighed for, at føreregnetheden også vil kunne være varigt påvirket. Hvis vi som læger får mistanke eller viden om, at en patient har et misbrugsproblem, er vi forpligtede til at kontakte myndighederne.
Kørekort og morfinpræparater (opioider)
Hvis man anvender stærke smertestillende lægemidler med hurtigt indsættende virkning (tablet, injektion, stikpille), må man ikke køre bil i ét døgn efter indtagelsen. Hvis disse stoffer tages på daglig basis, må man altså ikke køre bil.
Man må således ikke køre bil ved samtidig brug af korttidsvirkende/hurtigtvirkende morfin, som f.eks. Morfin, Dolol, Tramadol, Ketogan, Fentanyl (andre administrationsformer end plaster), Oxycodon (bortset fra depotpræparatet Oxycontin), Pethidin eller Kodein på recept.
Hvis der derimod er tale om depotformulering (plaster, depottablet) af de samme stoffer, må man køre bil, hvis der er tale om en fast dosering og indenfor visse maksimale døgndoser. Det kan dog være nødvendigt med et midlertidigt kørselsforbud, hvis der skønnes behov for at vurdere påvirkningen af behandlingen.
Kørekort og beroligende/sløvende medicin
Disse lægemidler udgør en betydelig trafiksikkerhedsmæssig risiko, og effekten kan ofte sidestilles med promillekørsel.
Det er tilladt, at køre bil 6 timer efter indtagelse af triazolam (Halcion), zopiclone (Imozop, Imovane, Imoclone) og zaleplon (Stilnoct, Zonoct). Disse præparater er indsovningspræparater. Ved de fleste andre beroligende lægemidler/sovemidler må man ikke køre bil.
Andre lægemidler som kan påvirke evnen til at køre bil, og hvor der skal iagttages særlig agtpågivenhed: Quetiapin (Seroquel), olanzapin (Zyprexa), chlorprotixen (Truxal), ziclopenthixol (Cisordinol), mianserin (Tolvon) og mirtazapin.
Man skal derudover være opmærksom ved indtagelse af antihistaminer (søsygepille), som alle i varierende grad virker sløvende. Dette gælder i særlig grad præparatet Phenergan, som også kan anvendes som indsovningspille. Der skal her gå 24 timer før man må køre bil.