Smertestillende eller vanedannende medicin

Behandling med de pågældende midler kan endvidere føre til inddragelse af kørekortet, samt manglende mulighed for udstedelse, fornyelse og bevarelse af kørekortet.

Den officielle vejledning anbefaler at bruge:

  • sovemedicin i højst 1-2 uger
  • angstdæmpende medicin i højst 4 uger
  • korttidsvirkende stærk smertestillende medicin kun ved akutte smertetilstande

 

Ved konsultationen med lægen tages stilling til:

  • Hvad målet med din behandling er
  • Hvor meget medicin du skal tage
  • Hvor længe behandlingen skal vare
  • Hvornår du og din læge skal drøfte din behandling igen

 

Baggrunden er en øget risiko for at komme til skade i trafikken, for at falde og for at blive sløv og ukoncentreret. Medicinen virker kun optimalt i den første tid, herefter er det bivirkningerne, der dominerer. Behandling vil som hovedregel medføre en påvirkning svarende til en alkoholpromille på 0,6 – 1,2. Det kan derfor ikke anbefales, at der føres motorkøretøj under behandling med stærke smertestillende midler, benzodiazepiner og benzodiazepinlignende midler, idet der – uanset tilvænning – vil være en påvirkning svarende til promillekørsel.

Hvis man er i behandling med sovemedicin eller angstdæmpende medicin, som bliver særligt længe i kroppen, kan man ikke få sit kørekort fornyet.

De mest almindelige bivirkninger ved sovemedicin og angstdæmpende medicin er:

  • svimmelhed
  • døsighed
  • hukommelsesbesvær
  • koncentrationsbesvær

 

De fleste opdager ikke, at de er påvirkede af lang tids brug af sovemedicin og angstdæmpende medicin. Det er vist i utallige undersøgelser, og mange pårørende bemærker det.

Et brat ophør af medicinen kan give abstinenser, og det kan være tegn på, at man er afhængig. De mest almindelige abstinenssymptomer er:

  • angst
  • depression
  • uro
  • irritabilitet
  • søvnbesvær

 

Man skal derfor trappe langsomt ud af behandlingen i samråd med sin læge. Mange brugere oplever, at det er en lettelse at komme fri af medicinen, selvom det kan tage tid at nå dertil.

Sundhedsstyrelsen har lavet en pjece til patienter og pårørende.
KLIK HER FOR AT LÆSE PJECEN

Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende medicin kan læses i sin helhed på nedenstående link:
KLIK HER FOR AT LÆSE VEJLEDNINGEN